Historien om gavlmalerierne i Brande
Gavlmalerierne
I 1968 blev gavlmalerierne begyndelsen på en ny æra i Brandes nyere historie. De moderne og farvestrålende kunstværker på byens gavle gav byen opmærksomhed og omtale.
Gavlmalerierne var med til at sætte focus på den lille midtjyske stationsby og slå dens navn fast som kulturby.
Tre formål:
Gennemførelsen af projektet med gavlmalerier begyndte sommeren 1968 og tjente tre formål:
- For det første et kulturelt:
– at give den midtjyske befolkning mulighed for i dens hverdag at lære moderne kunst at kende. - For det andet et sociologisk:
– ved at indplante et kunstnerkollektiv i et lille bysamfund at lade disse to væsensforskellige elementer virke ind på hinanden og gennem konfrontation opnå større gensidig forståelse. - For det tredie et kunstpolitisk:
– at rive kunsten ud af museums- og galleriatmosfæren og placere den i den hverdag, den burde – men altfor sjældent er – en uløselig del af.
Årets By 1969
Som direkte følge af gavlmalerierne blev Brande kåret som ”Årets By 1969”. I kølvandet på gavlmalerierne fulgte en række andre kulturelle initiativer der siden har markeret Brande som kulturby.
Selv om en del af gavlmalerierne i dag er forsvundet, – dels på grund af nybyggeri og dels på grund af tidens tand,
– er Brande fortsat kendt som byen med gavlmalerierne
Projekter
NORDEA-projektet er etablering af et nyt murmaleri på Nordeas væg ned mod parkeringspladsen ved Strømmen.
Billedet males af Finn Birkelund sommeren 2013.
Akrobatfantasi – renovering af K. Bjørn Knudsens gavlmaleri på Storegade (sommeren 2014)
Nytænkning og Innovation er Ikast-Brande Kommunes ny pulje vedr. nytænkning og hvorfra foreningen netop har modtaget støtte til projektudvikling.
Anders Reventlov muralisme – kunstneren udsmykker forladt benzinstation på Vejlevej (december 2014 og februar 2015).
Legetøjsdyr – renovering af Leif Jepsens gavlmaleri på Torvegade 21 (sommeren 2016)
Duo Demona – lydkunstnerne Nour Fog og Maj Bjørnholdt Kjærsig, laver lydinstallationen “Intruders” til det tidl. renseanlæg i Ågade, Brande (april-maj 2017). Et Off Road projekt under titlen “forladte huse” og del af Aarhus 2017 – Europæisk Kulturhovedstad.
Claes Birch – renovering af Claes Birchs gavlrelief på Torvegade 5 (maj-juni 2018
“January II” – værk skabt af Lisbeth Eugenie Christensens i 2018 i forbindelse med 50 årsjubilæum for Gavlmalerierne. Sponsoret af Stubkjær Invest A/S
Ældre fotos
Sådan så nogle af gavlene ud før de blev renoveret og før evt. omkringliggende bygninger blev revet ned



![thumb_urkokken_big-rust-84[1]](https://usercontent.one/wp/www.gavlmaleriforeningen-muren.dk/wp-content/uploads/2022/10/thumb_urkokken_big-rust-841.jpg)